Det hører til sjældenhederne at en borger vinder hævd over et areal, der tilhører det offentlige og er udlagt til offentligt formål – om end der findes nyere eksempler bl.a. omtalt her på siden:
Skelforretning – kan man vinde hævd på offentligt fredet areal?
Typisk forekommer ejendomshævd mellem to private parter, hvor den ene part i en periode på 20 år i (rimelig) god tro og uden indsigelser har rådet over et areal der tilhører naboen. Med ”rimelig” skal forstås, at retspraksis understøtter en antagelse om, at den hævdssøgende grundejer ikke nødvendigvis behøver at have været helt uden mistanke om, at man havde bemægtiget sig jord fra naboen. Men man må på den anden side heller ikke have været i klar ond tro.
Den 5. marts 2026 stadfæstede Højesteret i sin dom gengivet i UfR 2026.2278 en dom afsagt af Vestre Landsret 26. maj 2025, hvorefter grundejer fik bekræftet tidligere erhvervet ejendomshævd over et areal udlagt til jernbaneområde.
Grundejerens ejendom grænsede op til jernbanearealet, og grundstykket tæt på selve jernbanen havde i årtier – også længe før nuværende ejer – været anvendt som en del af haven.
Ejeren købte ejendommen i 1993/1994. I 2021 blev han kontaktet af Banedanmark, som gjorde gældende, at han uberettiget anvendte et areal der tilhørende Banedanmark. Det omtvistede areal var beplantet med frugttræer og bærbuske. Der var tidligere blevet bygget en garage hvor der i forlængelse heraf var etableret en hønsegård. Arealet var således blevet brugt med stor ”intensitet”, hvilket er domstolenes udtryk for, at grundejer aktivt og flittigt udnytter jordstykket som sit eget på måder, som er sædvanlig for arten af grundejerens almindelige råden over egen ejendom. Og dette havde også været tilfældet før den nuværende ejers ejertid.
Vigtigt i forbindelse med Højesterets vurdering af hævdssagen var det, at der i 1988 var sket en præcisering af Jernbanelovens § 28, hvorefter der ikke kunne vindes hævd over areal, der i matriklen var registreret som jernbanearealer. Det store spørgsmål var i denne sag derfor, om der før lovændringen i 1988 var vundet hævd og om det overhovedet var muligt den gang, når det var tale om et offentligt areal? Af forarbejderne til lovbestemmelsen fremgik, at lovforslaget særligt skyldtes, at der på daværende tidspunkt netop forelå mulighed for at vinde hævd på jernbanearealer, såfremt disse ikke var indhegnet og banens areal dermed kunne risikere at blive taget i brug til andet formål.
Højesteret fandt, at Danske Lovs 5-5-1 og 5-5-2 om hævd ikke alene gælder for privat grund, men tillige finder anvendelse på offentlig ejendom, hvilket et areal der er matrikuleret som jernbaneareal jo reelt er. Idet den forhenværende ejer ubestridt havde rådet over arealet fra foråret 1968 og indtil den 1. juni 1988, var periodebetingelsen for hævdserhvervelse på 20 år opfyldt.
Der forelå ikke ond tro hos grundejer i forbindelse med anvendelsen, blandt andet fordi den tidligere ejer måtte antages at have kunnet gå ud fra, at hendes råden ville blive tolereret. Og det afgørende var, at ejerskabet reelt allerede var skiftet fra jernbanemyndighederne til grundejeren som var nabo den gang hævdstiden var opnået på de 20 år; altså 5 år inden nuværende ejer overtog ejendommen. Der var ikke holdepunkter for at antage, at den nye ejer skulle være i ond tro, hvilket således ikke fik betydning sagen, da hævden allerede var erhvervet.
Her minder afgørelsen en del om den ovennævnte skelforretningskendelse vedrørende offentlig fredet areal i Hvidovre, som også fastslog, at hævd vundet af tidligere ejer ”arves” af den ny ejer. Og lige som i denne afgørelse hørte det også i den nye Højesteretsdom med, at Banedanmark flere gange i forbindelse med vedligeholdelse, drift og renovering af jernbaneskinnerne i arealet havde haft rig lejlighed til at indse og fremkomme med indsigelser mod anvendelsen af arealet, som i øvrigt havde været synligt for udefrakommende.
Det faktum at det omtvistede areal udgjorde nærmest 1/3 af ejendommens tinglyste grundareal, kunne ikke føre til, at den tidligere ejer af den grund havde været i ond tro om anvendelsen. Interessant er det også, at Højesteret fandt, at en tinglyst servitut ikke kunne medføre, at den tidligere ejer havde været i ond tro, idet hun ”…ikke havde haft anledning til…” at orientere sig om denne.
Sagen har ikke alene betydning for den aktuelle ejer af den omhandlede ejendom. Dommen kan tillige have betydning for de omkringliggende naboejendomme langs jernbanen, hvis sag ikke er endt ved domstolene. Ligesom i sagen om det fredede areal var der nemlig også i den nye sag flere lodsejere, som var blevet kontaktet af myndighederne og derefter opgivet ”deres” arealer, idet ikke havde kendskab til deres mulige rettigheder efter en evt. tidligere hævdserhvervelse.
Hvad med offentlige veje?
Sagen giver anledning til at overveje, hvordan det forholder sig, når der er tale om offentlige veje fremfor jernbaner. Vejlovens § 60, stk. 2 indeholder nemlig også en bestemmelse om, at der ikke kan vindes hævd over offentlige veje; vel at mærke, hvis arealet er udskilt i matriklen. Også her gælder dog, at hævd kan være vundet inden vejarealet blev udskilt. Bestemmelsen blev oprindeligt indsat i den tidligere Vejbestyrelseslov i 1957, hvorfor det ikke siden da har været muligt at vinde hævd over offentlige veje, såfremt disse er selvstændigt udskilt i matriklen.
Udskilt betyder, at vejen – der typisk kan være en markvej som ad åre har udviklet til en offentligt befærdet og asfalteret kommunevej - får sine egne matrikelgrænser og sit eget matrikelnummer i den offentlige matrikeldatabase. Kommunerne er i ht. Vejloven forpligtet til at sørge for, at disse veje bliver udskilt, men det sker ikke systematisk og mange offentlige vejen henligger derfor i praksis blot fysisk hen som en realitet i marken uden at figurere i matrikelkortet. Det betyder, at grundejere kan have vundet hævd over et areal, som udgjorde offentlig vej før 1957.
Der findes en enkelt afgørelse på dette område.
Sagen angik et smalt matrikuleret areal på 19 m2 med en bredde på ca. 1,5 meter, der i hvert fald siden 1950 ved afspærring, etablering af flisebelægning og udhusbebyggelse havde været inddraget som en del af grundejerens ejendom. I 2016 opstod der tvist om ejerskabet, da kommunen afviste at anerkende ejendomshævd. Kommunen anså nemlig arealet for at være offentligt vejareal, som der ikke kan vindes hævd over. Grundejer anlagde herefter retssag mod kommunen med påstand om anerkendelse af ejendomshævd, hvor kommunen påstod frifindelse.
Under retssagen blev der fremlagt historisk kortmateriale, hvor arealet fremstod som offentligt vejareal. Retten på Bornholm fandt, at lovgivningen om offentlige veje siden den tidligere vejbestyrelseslovs ikrafttræden den 1. august 1957 havde beskyttet offentlige vejarealer mod hævd. Da grundejeren ikke havde bevist hævdserhvervelse inden dette tidspunkt, blev kommunen frifundet.
Grundejer ankede til landsretten og rettede her henvendelse til Geodatastyrelsen med henblik på at få arealets matrikulære historik belyst. Geodatastyrelsen udtalte for det første, at arealet med henvisning til kortangivelser og matrikelbetegnelse fremstod som offentligt vejareal. Men for det andet så var arealet på intet tidspunkt blevet formelt udskilt som offentligt vejareal. Landsretten fandt derfor, at arealet (grundet manglende udskillelse) ikke kunne anses for at være et offentligt vejareal i den forstand der sigtes til i vejloven, hvorefter arealet ikke var beskyttet mod hævd.
Da arealet i hvert fald siden 1950 havde været inddraget og afspærret som en del af N’s ejendom fandt landsretten, at betingelserne for ejendomshævd var opfyldt. Herefter blev kommunen tilpligtet at anerkende ejendomshævd.
Højesterets dom i UfR 2026.2278 om jernbanearealet er vedhæftet hermed.
Østre Landsrets dom i MAD 2019.92 Ø om hævd over offentlig vej vedhæftes hermed.
---oo0oo---
HOMANN Advokater rådgiver om de fleste aspekter af sager om fast ejendom og herunder er vi også specialister i hævdssager. Kontakt gerne Advokat Nicolai Platzer Funder eller en af kontorets øvrige eksperter for en vurdering af din sag.